I dag blev jeg vred. Jeg blev vred på systemet. Min vrede blev afløst af, at jeg blev ked af det. Normalt er jeg glad og tilfreds med det danske velfærdssystem (mere specifikt uddannelsessystemet, som jeg selv er en del af). Men engang imellem virker det - efter min mening – ikke som man kunne ønske.
Fraværssystemet i gymnasiet er mit udgangspunkt for denne association – systemet er engang imellem for bureaukratisk, simpelthen.
‘Procenttallet er for højt – ud med dig.’ Vi baserer en gymnasieuddannelse på tal. Vi skal hele tiden måles, og det på en skala som ikke siger ret meget andet end tallet selv. Ja, vi skal vise at vi er ansvarlige, selvstændige studerende, men jeg kan sagtens være ansvarlig selvom min fraværsprocent ligger lidt for højt. Har systemet overvejet, at se på mennesket bag?
Ja, det er dumt hvis man ikke kan komme op om morgenen, men selvom man er morgentræt eller ofte ramt af sygdom, kan man sagtens være den mest begavede og den mest oplagte til at få en gymnasial uddannelse. Man har måske bare brug for en hånd. Lidt hjælp – eller bare en smule sympati.
Det var netop det, der gjorde mig trist til mode i dag. Hvorhenne finder jeg sympati? Gymnasiet er ikke tilfredse med mit fravær, eksempelvis, men helt ærligt har jeg svært ved at tage ansvar over for min alt for høje kropstemperatur, som gør det endnu sværere at lave den matematikaflevering – men jeg gør det altså alligevel, netop fordi jeg ved at systemet ikke synes om at jeg er syg og ‘doven’. Jeg har faktisk dårlig samvittighed over at være syg! Min mor siger ‘når man er syg, er man syg’, men sådan er det altså ikke altid. For hvis man har for meget fravær, kan man rent faktisk ikke tillade sig at være syg.
Jeg blev ked af det i dag, fordi jeg synes at systemet engang imellem glemmer, at der er undtagelsestilfælde. Og det er ikke kun min egen situation (jo, jeg ville ønske jeg var et undtagelsestilfælde, men noget skulle jeg jo tage udgangspunkt i), men det er i mange situationer. Måske lavede man en dårlig prøve, fordi man mistede et familiemedlem ugen før – men hvem tænker på det, når prøven ikke var bestået? Det jeg søger er ikke en autoritetsfri gymnasieuddannelse, men blot at finde nogen der tager et lille kig på mennesket. Regler skal der til – men undtagelsestilfælde hører også hjemme i systemet. Alt andet virker på mig kynisk. System: Ta’ lige og vær lidt large, bare engang imellem!
(og ja, jeg associerer i indlægget også til en anden begivenhed med en vis hr. Normann Huus i dag)
8 kommentarer
Kommentar feed for denne artikel
19. marts 2009 at 21:51
antologi
Systemets metoder har til tider fået hårene til at rejse sig på mine arme ved tanken om, at logikkens disciplin tvinges ind i vore kroppe. Mennesket vil fejle, men når det gør, skal det ikke opgives. Det skal hjælpes. Igen. For vi er blot mennesker. Og en sådan ensretning som vi i disse triste stunder oplever, kan kun forsvares med reglernes kyniske logik. Men til hvilken hjælp er den logik, når det omhandler menneskeliv? Mennesket og menneskelivet har aldrig været logisk, og den styring af livet vil i mit hjerte altid være hul. For når det bliver regler for reglernes skyld, bliver mennesket ikke sat først, men sidst. Og så har humanismen spillet fallit.
10. april 2009 at 16:46
saraamor
Tallet først ! Der gik ikke mange dage på Herning Gymnasium, før jeg fandt ud af, at vi bliver vurderet på alt, hvad vi foretager os! Det er et lille overvåget samfund!Se bare herinde – hvert eneste indlæg, ord, stavefejl og grammatiske fejl bliver vurderet, og der bliver til sidst givet en samlet karakter.
Når vi træder ud af vores “lille overvåget samfund” og eksempelvis søger ind på en videregående uddannelse, vil vores førsteindtryk udelukkende være vores “tal”. Tallet først og bagefter mennesket! Er tallet ikke godt nok, så kan du ikke bruges! Så er det fuldstændig ligemeget om du er det mest vidunderligste menneske – dit tal dur ikke = du dur ikke!
SS/Bertel Vi kan håbe, at vores menneskelige egenskaber engang vinder over vores gennemsnit! Det siger stadigvæk lidt mere om os som mennesker.
14. april 2009 at 09:27
hyggekrogen
På visse punkter víl jeg give dig ret Simone. Systemet er generelt for bureaukratisk og vi, mennesker, bliver vurderet alt for meget på tal og karakterer generelt. Det ér bestemt ærgeligt at folk ikke bliver vurderet mere på menneskelige egenskaber end på deres karakterer, MEN, hvis alle skulle vurderes på menneskelige egenskaber ville systemet højest sansynligt løbe tør for effektivitet. Hvis alle skulle ind til individuelle samtaler inden de efter at have søgt ind på en videregående uddannelse kunne systemet blive ved i en evighed.
- Og må være ærlig. Hvis jeg skulle vælge mellem at blive behandlet af en læge som var “ååh så sød” eller af en som havde fået UG-gennemsnit, ved jeg godt hvem jeg ville foretrække.
Karakterene afspejler jo også hvor arbejdssom og effektiv man er, hvilket vel også er en vigtig faktor frem for rar- og venlighed.
14. april 2009 at 14:16
rikketten
Jeg vil først og fremmest sige, at jeg synes dit indlæg er super godt – godt initiativ!
Dernæst vil jeg sige, at jeg er fuldstændig enig med dig.
Den mærkeligt opfindelse med fravær på gymnasierne, sætter jeg ikke kryds ved, ved næste folketingsvalg! Det er nemlig et fuldstændig overdrevet bureaukratisk samfund vi lever i – på gymnasiet. Der skal være regler, for at være regler. Regler er godt, men det kan også blive for overvurderet og visse regler tilsidesætter ofte det de fleste har allermest brug for – nemlig som du påpeger, at blive set som person, og ikke på procent.
Jeg synes i øvrigt også, at vi har gået i skole i halvmange år nu, og har jo også selv valgt gymnasiet. Læg mærke til det sidste – det er selvvalgt! Derfor burde der heller ikke være så megen opmærksomhed på disse procenttal, der kan forårsage en frygtelig influenza, istedet for en doven elev der gang på gang sover over sig, og pjækker fra skolen.
Jeg skal gerne indrømme, at jeg nogle gange har misset en time eller to for at tage hjem og lave lektier. Det eneste jeg har at sige til det lærere er: “Hvis I vil ha’ at jeres elever laver ALLE sine lektier, så lad for …… da være med at give så mange for. Ingen, jeg gentager INGEN elever kan nå alle de lektier der gives for alligevel”.
Og ingen ønsker at tilsidesætte 3 år af deres liv, for kun at lave afleveringer!
14. april 2009 at 14:30
07rpko
Gode forskellige synspunkter må jeg sige.
Dog vedhæfter jeg mig Maries holdning. At kunne udføre et arbejde handler om effektivitet og arbejdsmoral. Er man effektiv kan man nå så mange lektier som muligt, og har man en lille fraværsprocent udstråler det en god arbejdsmoral.
På gymnasiet er de to førnævnte begreber et must for en gennemførelse. Det kræver, at man niver sig selv i armen og stryger op af sengen mandag morgen kl. 06.45. Det kræver at man viser en vilje omkring det, som man har valgt. Samtidig lærer man jo også at leve under et pres, hvilket man også kommer ud for på arbejdsmarkedet.
Vælger jeg eksempelvis at tage en uddannelse på teknisk skole eller et universitet, har jeg ingen problemer ved at indordne mig, da jeg rent fagligt kender til presset omkring hele uddannelsen.
Dermed lever gymnasiet jo også op til sit fulde krav om at være alment dannende – om man hader det eller ej.
15. april 2009 at 14:48
ssbertel
Jeg tilslutter mig jeres holdning om, at det er umuligt at gennemføre det, som virker som mit ideal: Ingen kontrol og tal, men kun menneskelige værdier der skal tælle. Når man sætter det på spidsen, lyder det naturligvis urealistisk.
Det jeg efterlyser er mere bare, at man i et system også må indse at der er undtagelsestilfælde (det burde der i hvert fald være) i et system – sådan er det altså når man har med mennesker at gøre.
En lille fraværsprocent udstråler måske at man er ambitiøs, men grunden til at den er høj er ikke nødvendigvis dovenskab – det er bare det jeg mener
19. april 2009 at 17:52
hendeokkels
Jeg giver dig fuldstændig ret!
-Jeg er selv træt af, atv SU’en for uboende ikke er højere.. Jeg selv bor jo (som du nok ved) i Arnborg, hvilket er pænt Ucentralt! -Derfor leger jeg stortset hver dag, med tanken om at flytte hjemmefra.. ja, det ville være dejligt.. problemet er bare at jeg nok ikke har råd, jeg har ingen penge og livet er bare surt.. nej! Hvis man virkelig prøver at tænke sig om og sammenligene ens egen situation med en statsborger i USA (f.eks.), ja -så tror jeg nok lige at jeg er glad for dét JEG har og de muligheder Danmark tilbyder mig! Det da helt utroligt egentlig..
Jeg går i skole for free of får endda penge for det.. Jeg bor et vidunderligt sted (men skide Ucentralt), jeg går i skole og er ved at tage en ”uddannelse”.. det da vildt!
hvor få har ikke lige mulighed for det? Hvis man går ud fra hele verden?
Sagen er den -hvordan kan man være træt af en sådan hverdag? Jeg aner det ikke! -Men jeg giver dig tilgengæld hermed ret i, at jeg fatter det ikke! Jeg er mere skoletræt end jeg (I LÆNGE!!!) har været og glæder mig mer eend noget andet til ferie.. Selvom påskeferie ikke mere end lige er slut..,
19. april 2009 at 20:36
theanswer91
Du har da ret i at høj fraværsprocent ikke behøves at betyde at man er doven, men det betyder jo desværre at man ikke har været til en del timer, og derfor er gået glip af en masse ting, som er nødvendig at have styr på, og kan derfor ikke komme videre….
Med hensyn til at man skal se på den individuelle person, så tror jeg også gymnasiet gør alt hvad de kan for at hjælpe de elever der har problemer…Det er vel ikke for sjovt når de er til samtale med studievejlederen?? Hvis man bliver smidt ud af gymnasiet, mener jeg det er fordi man ikke gider. Man får alle chancer for at få hjælp. Så må man bare tage sig sammen.